lørdag den 16. marts 2013

Pikode er stadig gældende

Jeg er så heldig at jeg skal på kursus på mit gamle uni her i maj. Godt nok på en del som er blevet lagt til sidenhen, men det er nu alligevel hyggeligt.

I den forbindelse har jeg fået et studiekort (vil det sige at jeg kan få studierabat? wu-huuu)

Sidst jeg var i forbindelse med KU var i 2007 da jeg var ansat, altså små seks år siden. Men i det fine brev som fulgte med kortet hvori det er beskrevet at jeg skal bruge kortet til at komme ind skriver de så at hvis man tidligere har været studerende eller ansat på KU så er den gamle pinkode stadig gældende og så får man ikke en ny...


...


...


...?

Godt nok er jeg lidt autistisk med at huske numre og initialer men en seks år gammel pinkode, som så vidt jeg husker ikke skulle bruges til at komme ind i bygningerne dengang. Så sandsynligvis har jeg aldrig brugt koden eller brugt den meget få gange på intranettet måske. Men det et selvfølgelig rart at vide at de har så stor tiltro til min hukommelse, nu jeg skal på skolebænken igen.

fredag den 18. januar 2013

Så er vi vist igang

Det nye år er vist startet, jeg er allerede en uge bagud. I hvert fald så troede jeg der var fire uger til ferien, men der er vist kun tre....

Mit nytårs-skriv som jeg troede kun lå som en kladde fordi det ikke var færdigt har jeg åbenbart udgivet.

Mest fordi jeg slet ikke kan huske hvornår jeg sidst har arbejdet SÅ meget. Næsten alle aftener sidder jeg og arbejder, mindst fra kl ca 8 til sent. Enkelte dage har jeg arbejdet næsten uafbrudt fra morgen til sen aften. Kun ½ times pause til madlavning og hurtigspisning blev det til en af dagene. Tilgengæld så har jeg haft fornøjelsen af en ghost-writer i profesional forstand. Hold da helt op et flot resultat, måske jeg skulle overveje det samme her på bloggen (så kunne det også være det kom noget på)

Jeg tog min beslutning om min jobfremtid før denne vanvittige arbejdsperiode, men den bliver kun forstærket af at det er så slemt. Yngste-pigen har flere gange ytret at jeg arbejder for meget. Det må jeg tage til mig, for ja, lige pt er det helt i skoven og det bliver også ændret. Hvad det lige ændres til må tiden (forhåbentlig snart) vise.

Ellers så går tiden med at snart-teen-pigen forbereder sig til galla-fest, med invitation af partner, fint tøj, lanciers og høje hæle. Moderen instruerede hende i at bruge hendes sunde fornuft og prøve at danse lidt rundt i skoene inden hun købte dem. Så hun kom hjem med et par, med højere hæle end nogen af mine (lidt af en bedrift skal det lige siges) 'men så er der også plateau foran, så de er slet ikke så høje!' Var svaret på mine protester. 'jeg er bare lige så fornuftig som dig, mor' var en anden af kommentarerne.

Jeg selv render rundt med en forstuvet ankel. Jeg landede simpelthen forkert efter en blokade til volley. De første par dage gjorde det meget ondt. Der rendte jeg rundt i cowboybukser og løbesko på arbejdet. Så gik jeg over til almindeligt tøj og snart-teen-pigens sneakers (hurra for samme sko-størelse) da det er netop gået op for mig at jeg ikke ejer flade sko -ud over træningsko....mine alternative sko er også blevet lystigt kommenteret de sidste par dage.

Yngste er rendt ind i noget overbelastning af hælen. Syv timers ugentlig træning er åbenbart i overkanten. Så nu står den på idræts-fys, vi håber han kan hjælpe uden at det kræver den helt store pause, ellers må hun jo vente til næste år med at komme med til konkurence.

tirsdag den 1. januar 2013

2012

Så er 2012 lukket og slukket.
Det er et af de år hvor der som sådan ikke skete noget stort, men så alligevel.

Manden min fik et nyt job, som passer bedre til ham end det tidligere. Jeg har skiftet job for en periode og er lige nu i en tænkeboks om hvad jeg gerne vil når tiden løber ud til august i 13. Vil jeg blive (for det er der muighed for) vil jeg tilbage til mit gamle job eller vil jeg noget helt tredie (projektledelse spøger stadig et sted i baghovedet og det er der nok mulighed for)

For børnene så er snart-teen pigen startet i udskolingen, noget som før hun startede gav anledning til lidt bekymring; kunne hun nu klare lektierne samtidig med fritidsaktiviteterne og jobbet, hvor hun gør rent. Men det viste sig at det gik fint. Hun har også helt selv styr på lekierne nu.

Yngste er i 3. klasse, hun suser derudaf. Hun er stadig til tider lidt af en håndfuld. Hun er ret så sensitiv med mange ting og jeg prøvet at møde hende hvor hun er. Hun blev før sommerferien optaget på konkurenceholdet til springgymnastik efter kun et år på det almindelige hold. Hun er meget seriøs omkring hendes træning og de syv timers træning om ugen har da også gjort at hun er blevet ret så dygtig.

fredag den 28. december 2012

Julemads-ordbog

Yngste pigen har tilføjet endnu et 'ord' til julemadsordbogen.

Først kom citron-kurt, som er hendes version af lemon curd, familiens foretrukne tilbehør til ris ala mande.

I år kom så Confetti Canard, istedet for Confit de canard. Det lyder også meget mere festligt...

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Så er julefreden ved at sænke sig.

Vi har ikke nået at bage pebernødder og de brunekager vi lavede brændte på.

Men vi har nået at lave konfekt og pebermynte pastiller og spille setlers.

Der er lavet confit de canard og kogt risengrød.

I morgen skal juletræet pyntes og gaverne lægges under juletræet. Mormor kommer forbi til julemiddagen, som fordi vi kun bliver fem ikke er en farseret kalkun men et farseret kalkunbryst. Tilgengæld så bliver det en stille jul.

Der mangler bare at ønske det ganske land en glædelig jul.

mandag den 10. december 2012

Julerier

Er det bare mig der har supersvært ved at finde julehyggen og roen i en heftig december måned? -og tiden til at blogge?

Når jeg kigger på kalenderen så er den blokket hel ud. Jeg er ellers seriøst glad for min elektroniske familiekalender.

Siden sidst har der været julefrokost. Og jeg holder jo svært af fester. Det er også blevet bemærket i min nye afdeling. Men det er også svært at være den tilbageholdende nye kollega når man stadig er i området og derfor kender langt over halvdelen af de 150 deltagere...Hjemme klokken over fire kostede den fest en dag i sengen.

Vi har været en tur i teateret og se en vaudeville over Peters jul på frilandsmuseet. Det var ok, men så heller ikke mere.

Jeg har også nået at være syg. Det er utrolig så udmattet man kan blive af mavehalløj.

Vi har haft gæster i weekenden, til en ualmindelig vellykket menu. Laks med æble-peberrods-salat til forret, chateau briand med jordskok-kartoffelmos, marinerede bønner og løg efter denne opskrift; super super lækkert, jeg kogte bare bønnerne i fire minutter før jeg kom løgene i og gav det hele tre minutter til og så selvfølgelig pebersauce til. Desserten blev creme brulee lavet med kaffebønner (jeg elsker bare den dessert). I processen fandt jeg ud af at snart teen pigen er en haj til at brænde dem. Til creme bruleen serverede jeg en kirsebærvin fra Frederiksdal, den er lidt dyr, men mums, det er helt fantastisk og ikke så meget mormor som man skulle tro.

En hel søndag er blevet spenderet som volley-coach for snart teen pigen. Det er nu ret sjovt også selv om de en gang imellem ikke lige præsterer helt i top, der får man virkelig prøvet sine motivationsevner (eller mangel på samme) af.

Jeg sidder lige nu i min sofa efter et par timers sofa-arbejde. Jeg har nu været i den nye afdeling i lidt over to måneder (selv om den første kun var på dele-tid) og jeg er ved at få opgaverne ind under huden. Det er sværere end jeg umiddelbart havde troet at skifte. Opgaverne er sådan cirka som jeg havde forventet, måske mere enspænder/analytisk end jeg umiddelbart havde troet og jeg savner de udadvente opgaver, selv om jeg regner med at der kommer flere af dem jo mere jeg kommer ind i det, så er det måske også begrænset hvor mange jeg får af dem så længe jeg bare er i et job-swop. Men det som er så forbandet svært er ikke længere at være eksperten. Heldigvis kan jeg mærke at mine nye kolleger er begyndt at søge mig for råd og diskussioner. Men jeg savner lidt at være oraklet som alle stoler på kan sit kram. Når det er sagt så er det nu engang nok meget sundt at komme ud på lidt dybere vand en gang imellem.

Og nu skrev jeg vand. Så kan jeg også lige opdatere på hvordan det går med svømningen. For det får fremad. Wu-huuu. Jeg har sidste gang crawlet 25 meter UDEN at måtte holde pause for at trække vejret. jeg gjorde det endda tre gange (med pause imellem). Så nu kan jeg snart ikke længere kalde det for drukne-træning. Men om jeg kan lære at svømme på en enkelt sæson så jeg kan crawle i de 400 m en mini-tri kræver, det tvivler jeg stadig på.

onsdag den 21. november 2012

Glemsom

Hmm, der er måske lidt for meget fart over feltet lige pt. I hvert fald så er jeg lidt for glemsom lige pt.

Jeg glemmer min vandflaske til volley, mit sjippetov til fitness (det var nu heller ikke særlig godt selv om det var købt specielt til crossfit, det skulle være godt til double unders) Jeg glemmer mit ID kort (som også er kantinekort) -tror jeg, det viste sig at jeg havde det med i tasken. Fandt jeg ud af da jeg febrilsk ledte efter det på jakken fra dagen før.

Men ellers går det godt. Jeg drømmer utrolig meget om ny bil til foråret. Eller rettere nr to bil. Jeg er lidt rigelig længe på arbejde når manden skal nå at aflevere mig, køre 20 minutter til hans arbejde, arbejde sine 8 timer og så køre og hente mig bagefter. Det er nu lettere når man ikke er afhængig af hinanden, så den ene (læs: mig) kan køre tidligt mens manden ordner madpakker og sender unger afsted (lige nu kører vi ca samtidig og nogen gange før ungerne kører/går i skole) og så komme hjem og have lidt eftermiddag sammen med dem.